Jeg har ellers svoret at jeg ikke synes at Shakira var noget specielt. Jeg har altid synes at hun virkede sådan lidt 'vild' i det, sådan lidt utæmmelig. Og jeg hader den slags overgearede kvindemennesker. Men efter at jeg så hende 'live' i går inden VM-finalen, må jeg nok revurdere det udsagn en smule.

Men om 2 måneder er det nok ikke det jeg kan huske fra gårsdagens brag af en VM-finale. Bortset fra italienernes passivitet i den forlængede spilletid, fik vi endelig en kamp hvor begge hold gik - godt nok i en såkaldt kontrolleret offensiv - efter sejren. Og tak for det!

Men spørgsmålet er om jeg, ligesom så mange andre, ikke vil huske denne finale for Zidanes uværdige afsked med topfodbold. Det er velkendt at Zidane kan har et voldsomt temperament, som har kostet ham et par røde kort i både landsholdstrøjen, men så sandelig også i de klubber han har spillet i. Men det er synd at han nu har givet udsagnet 'at lave en Zidane' en helt ny betydning. Tidligere var det sådan, at når man 'lavede en Zidane', så var det noget med at man stod på bolden, drejede rundt om sin egen akse, og samtidigt skal man så snyde 2 mand... en slags pivuette.. eller... aj, glem det - det skal opleves. Nu vil 'en Zidane' nok fremover være betegnelsen for en spiller der fuldstændig koger over. Desværre for ham - og for fodbolden.

Men det var så det VM. Og hvad så? Jeg synes ikke det har været den store spillemæssige oplevelse, som man måske på forhånd havde forventninger om. Som jeg et par gange tidligere har nævnt, har det været et alt for taktisk VM, og for få hold har gået efter sejren fra start til slut. Og jeg tror ikke der er så mange kampe jeg kan huske fra dette VM om f.eks. 4 år. Jeg vil huske Zidane - på godt og ondt. Men det er vidst også det.

Personligt har det først og fremmest økonomisk været en succes. Det har netop været enormt nemt at forudse slutrundens kampe, for det har været de taktiske holds VM - og en såkaldt tilbagebetalingsprocent på min spillekonto på 136% er ikke at kimse ad.

Derudover har jeg taget 3 kilo på. Som sædvanlig har de samlet sig lige midt på mavsen, og sammen med de 2 kilo som sneg sig på lige op til VM, så står de næste par måneder på jernhård genoptræning. Slut med de spandevis af flødeis, sodavand og pizza der har fundet vej til min tarme den sidste måneds tid.

Derudover har jeg fået set en masse kampe (jeg fik ihvertfald set alle dem jeg ville og orkede) i det, jeg håber bliver mit sidste VM som single. Jaja, nu er der sikkert nogle der griner, men næste gang der afholdes VM, har jeg et stille håb om at jeg skal dele oplevelsen med én. Og sikkert blive tvunget med ud på lange gåture imellem de 2 aftenkampe, blive bedt om at skrælle kartofler, mens jeg åndsfraværende ser holdopstillinger og andet optakt, og give hende et sultent blik ved pausefløjtet og kækt spørge: Kan vi nå det? Pladsen ved siden af mig i sofaen er sådan set reserveret - nu håber jeg bare at hun snart slår til. Men 4 år er vel også en slags deadline...

Og ellers kan jeg vel altid sende en mail til Shakira?

Nå, men tak for denne gang!